tirsdag den 13. september 2011

ARNE DAHLS HVISKELEG

Krimien er en bastardgenre. Ikke fordi den er mindreværdig, men fordi her blandes flere slags litteratur og flere typer sprog, som vi normalt ikke synes hører sammen. På den ene side plottet, den kulørte fortælling og de ekstreme karakterer. På den anden side den realistiske fortælling, den genkendelige virkelighed og det formfuldendte sprog.

Og det fantastiske ved krimien - som også gør, at nogle til stadighed har svært ved at greje genren - er selvfølgelig, at den gør det på én gang. Den gode krimi er ikke enten det ene eller det andet. Den gode krimi er både et vildt plot og et godt sprog, den er både overdrevne karakterer og realistisk samfundsskildring. Den kan det hele og på samme tid.

Og hvem er vel et bedre eksempel på det end netop svenske Arne Dahl, der lige om lidt er aktuel på dansk med sin seneste kriminalroman, Hviskeleg. Arne Dahls bøger er fulde af sidespring og poetisk sprog, når han er til dét, men også hæsblæsende action og korthuggede sætninger, når han snarere er til dét. Historierne vrimler med usandsynlige forbindelser. Ikke fordi han er en doven forfatter, der ikke gider lappe plottets huller, men som udtryk for det dristige tankespring og lysten til at lege med genren.

Bag Arne Dahl gemmer sig litteraturvidenskabsmanden Jan Arnald. Misterioso, hans første krimi i serien om A-gruppen, udkom i 1999, og siden da er dekalogen om A-holdet vokset til 11 bind, der både arbejder videre inden for den nu klassiske svenske politiroman, men også vokser vildt ud til alle sider med henvisninger til lingvistik og klassisk mytologi, og hvad der nu ellers sætter svingninger i forfatterskabet.

Hviskeleg markerer begyndelsen på en ny serie, men den rummer alle de noder og unoder, som gør krimierne interessante. Arne Dahl er en bastard, som vi gerne anbefaler.