mandag den 13. maj 2013

SIMON PASTERNAK: DØDSZONER

I dag ligger Lida i Hviderusland. Sommeren 1943 var byen en del af Generalkommissariat Weissruthenien og centrum for nogle af Østfrontens værste rædsler.

"Vi har intet sprog for det her," siger SS'eren Manfred om det kaos af barbari og umenneskeligheder, som han trives i. Men det er lige præcis, hvad de har: Ord for hvad der foregår, når man vælger at udslette en hel befolkning, fordi man vil udrydde de uønskede og skaffe lebensraum til sig selv. 

Dødszoner var ordet for de områder, hvor man med knusende effektivitet brændte landsbyer ned og slagtede eller deportede beboerne i jagten på partisaner og jøder. Og Dødszoner er også navnet på Simon Pasternaks seneste mesterlige og foruroligende kriminalroman.

Han har tidligere skrevet tre historiske krimier sammen med Christian Dorph, hvor de som de eneste på dansk grund forener en litterær sensibilitet med såvel den skandinaviske krimitradition som James Ellroys hårdkogte skildringer af besatte mænd i et moralsk dødvande.

Denne ambition viderefører Pasternak i sin østfronts-thriller om kriminalbetjenten Heinrich, der bliver sat til noget så grotesk som at opklare et drab i et område og en tid, hvor mord og bestialitet er hverdag. Tilsyneladende meningsløst, men offeret er ingen ringere end obergruppenführer Steiner på besøg ved fronten, ovenikøbet skændet og omskåret på jødisk vis.

Sporene fører i retning af en overlevende fra Steiners tid som leder af de berygtede Einsatzkommandoer i 1941-42, og de leder først og fremmest Heinrich ikke bare dybt ind i det mørkets hjerte, der udgjorde Nazitysklands kampagne på Østfronten, men også langt hinsides.

Det er besættende læsning fuld af tysk romantik og Ernst Jüngers æsteticering af krigserfaringen. Det er også kvalmende og helt nødvendigt. Her er en krimi der ikke som alle andre vil undersøge, hvad der sker, når kaos udbryder midt i vores velordnede verden, men snarere hvordan mennesker reagerer, når det er kaos, der udgør normaliteten.