INTERVIEW

USKYLDENS TID ER FORBI



I arbejder begge to professionelt med litteratur - Karen, du er litterær agent, og du, Benni, har et stort forfatterskab bag dig af både børne- og ungdomsromaner og fagbøger om kriminallitteratur. Desuden er det ikke nogen hemmelighed, at I også privat danner par. Hvordan har det været at arbejde sammen om at skrive en spændingsroman?

Karen: Det var mig, der fik den geniale idé, at vi skulle skrive en roman sammen som en naturlig forlængelse af, at jeg allerede havde været med inde over flere af Bennis bøger.
Det var en fantastisk udfordring at få historien på plads. Hvordan reagerer man, hvis man ved, at man har en lejemorder efter sig? Hvad gør politiet, når de finder et lig i en skov begravet sammen med en stentavle med kileskrift fra det antikke Babylon? Hvordan driver en international gangster egentlig sin forretning? Men som tidspunktet nærmede sig for, at vi skulle til at skrive, blev jeg mindre kæphøj. Hvad nu hvis det slet ikke gik at skrive sammen, og for mit vedkommende: Hvad nu hvis jeg slet ikke kunne skrive?
Så det var en stor lettelse, for os begge, tror jeg, da Benni læste og sagde god for mine første fem sider. (Siden tror jeg egentlig, han har kasseret en stor del af den første dags arbejde, men det har vi aldrig rigtig talt om …)
Vi er begge vant til at forholde os til litteratur hver dag og sammen diskutere det meste, vi falder over. Nu har diskussionerne så fået et lidt mere konkret formål.

Benni: Vi ville gerne skrive en roman, der både er spændende og går ind under huden på personerne. Derfor følger vi parallelt med vores heltinde, Linnea, også Jonas, som er en slags antihelt. Traumatiseret af sin krigsdeltagelse i Irak, og - ved romanens begyndelse - endnu mere på spanden, da han finder ud af, at en af verdens farligste mænd har besluttet sig for at rydde ham af vejen.
Der er jo en god grund til, at der er så mange makkerpar i kriminallitteraturen både i dag og blandt genrens klassikere (fra Sjöwall & Wahlöö i Sverige til Ellery Queen i USA og Boileau & Narcejac i Frankrig), nemlig at det er en litteratur, der blandt så meget andet også skal indeholde et plot. Og sammensværgelser fungerer nu engang bedre, når man er flere om dem!

Hvor kommer jeres hovedperson fra? Linnea Kirkegaard er jo ikke en helt almindelig detektiv eller politibetjent?

Karen: Linnea er en fagnørd, der synes at retsantropologi er det mest spændende i hele verden. Hun har haft lyst til at beskæftige sig med knogler og det menneskelige skelet allerede fra hun var helt lille. Ikke ligefrem hverdagskost for en pige! Men det går perfekt i spænd med hendes enorme drivkraft.
Hendes arbejde virker makabert, når hun står og roder i rådne lig i massegrave, hvor uskyldige er blevet henrettet og glemt. Men formålet er jo at gengive ofre og ukendte skæbner deres værdighed og menneskelighed. Det kræver en vilje og en determination, men det har måske også nogle personlige konsekvenser undervejs, og det gør selvfølgelig også, at Linneas egen historie er mindst lige så interessant at udforske.
Som historien skrider frem, bliver Linnea tvunget til at erkende, at hun nok også har brug for at have andre mennesker tæt på sig. På mange måder er arbejdet den eneste konstans i hendes liv. Hun er i midten af 30’erne og opvokset i en dansk diplomatfamilie rundt omkring i verden. Altid på vej videre til et nyt sted i Afrika eller Østen. Og som voksen gælder det også for hendes forhold til familie og kærester. Hun kan godt være en enspænder. Da hun endelig vender tilbage til Danmark, giver det også hende en ekstra dimension. Hun besidder både den indfødtes intime viden og den fremmedes anderledes blik på tingene. Hun er ikke så bundet af, hvordan folk plejer at gøre tingene.

Benni: Vi havde det vist begge to sådan, da vi første gang stødte på Linnea, at nu havde vi en historie. Hun er ikke den første på gerningsstedet, men uden hendes evner til at læse den dødes knogler, ville politiet aldrig komme nogen vegne med deres sag. Faktisk er hun vist lidt for dygtig efter politiets mening, men det må de jo så leve med.

I opererer med et farverigt og stort persongalleri i romanen. Hvor kommer jeres personer fra?

Benni: Nogle gange kommer de helt af sig selv. Vores onde gangster Kevin Love og hans foretrukne hit-woman, Peggy-Lee Wu, trængte sig fx på ret tidligt, og ingen af dem hører til typen, man sådan lige siger nej til - i al fald ikke ustraffet. Og tro mig, der findes forbilleder ude i den såkaldte virkelighed for dem begge to. Men ellers er de fleste personer et patchwork sammensat af typer og karaktertræk, vi er stødt på rundt omkring eller hos os selv.
Også her er det bestemt en fordel at være et forfatterpar, så man kan skabe personer, der ikke bare er en forlængelse af en selv, og så man vover nogle personer, der er lidt ”larger than life”. Der synes jeg fx, Stieg Larsson har fornyet den skandinaviske krimi væsentligt ved at fortælle historier fra en samtidig virkelighed, men med karakterer der grænser til det kulørte.

Karen: Vi har også været så heldige at få adgang til både Retsantropologisk Enhed på Panum Instituttet og obduktionsstuerne på Retsmedicinsk Institut og fået mulighed for at udspørge en retsmediciner og ikke mindst en af de få retsantropologer, der assisterer politiet ved knoglefund herhjemme. De har også virket ved internationale udgravninger og humanitære katastrofer og har været en stor hjælp især i arbejdet med at få kød på Linneas figur rent fagligt.

Linnea Kirkegaard er en slags fremmed fugl i Danmark, hvor hun ikke har været siden sin tidligste ungdom. Hvorfor har I valgt at gøre Linnea til en slags outsider?

Karen: En gennemgående hovedperson skal selvfølgelig helst have en masse sider, man kan blive ved at udforske, ellers bliver han eller hun lynhurtigt uinteressant både at læse og skrive om. Fra starten var vi enige om, at vi gerne ville følge en kvinde, som havde særlige evner uden at være en superhelt, og som vi selv ville synes var sej. Noget af det der gør Linnea til en outsider i København - at hun er verdensborger og nogle gange nok lidt mere interesseret i knoglerester end i de levende mennesker omkring sig - er jo også det der gør hende ekstra cool.
Hun besidder både den indfødtes intime viden og den fremmedes anderledes blik på tingene.

Selve plottet i BLOD VIL HAVE BLOD trækker tråde til Danmarks krigsdeltagelse i Irak og til internationale gangstermiljøer. Er det vigtigt for jer, at handlingen i spændingsromanerne om Linnea Kirkegaard skal udspille sig internationalt? Og hvorfor?

Benni: Nogle gange føles det, som om Danmark pludselig vågnede op efter Muhammed-krise og krigsdeltagelse i Afghanistan og Irak og opdagede, at vores selvbillede ikke længere svarede til den virkelighed, vi levede i. Det er længe siden, Danmark var et lille, beskyttet eventyrland, der ikke agerede på den internationale arena eller hvis handlinger ikke havde konsekvenser langt uden for landets grænser.
Så vi havde allerede fra begyndelsen et dogme, om at det internationale aspekt skulle være dominerende i bogen. Ikke så meget på grund af den banale indsigt, at kriminalitet ikke kender til grænser, men for at afspejle det nye Danmark, som litteraturen og kunsten ellers har været noget sen til at skildre.
Uanset hvad ens holdning til dansk krigsdeltagelse måtte være, så er det en fundamental forandring, at vi pludselig hører til blandt de krigsførende nationer. Uskyldens tid er forbi, og det må en moderne krimi tage på sig.

Karen: Da vi gik i gang med at tale plot og researche til den historie, vi efterhånden lagde os fast på, var vi selvfølgelig meget opmærksomme, hver gang der var noget relevant i medierne. Det er nok det, der har været den største øjenåbner for mig i denne proces: At virkeligheden er propfuld af historier, som man skulle tro var løgn.
Og det drejer sig altså ikke bare om, at nogen har fundet en kvælerslange i deres garage i Maribo, men især om international politik, hvor der træffes umiddelbart ubegribelige beslutninger af hensyn til stor- eller småpolitiske interesser. Den totale korrumpering af hele krigsmaskineriet, der skete under invasionen af Irak, er et chokerende godt eksempel.

Romanen handler også om smugling og salg af genstande med kulturarvsværdi. Hvor meget af det I skriver har hold i virkeligheden?

Benni: Hvis alle museer i den vestlige verden skulle aflevere de genstande tilbage, som var blevet røvet fra de steder i specielt Middelhavsområdet og Mellemøsten, hvorfra vores kultur har sine rødder, så ville det blive nogle slemt tomme udstillingsmontrer.
En god krimi skal tage afsæt i virkeligheden, og det forpligter. Handel med illegal kulturarv lyder ikke som noget alvorligt, men faktisk er det en af de hurtigst voksende og mest profitable dele af den organiserede kriminalitet. Og selv om Danmark netop har underskrevet en international aftale, der skal dæmme op for problemet, er der stadig lang vej igen.
Der gik ikke mere end et par timer efter den amerikanske erobring af Bagdad, før plyndringen af Nationalmuseet var i gang, og det samme gjaldt udgravninger omkring fx Babylon og resten af Irak. De stjålne ting forsvinder for altid eller mister i bedste fald deres betydning. En arkæologisk genstand taget ud af sin sammengæng kan intet fortælle om sin tid og er dermed ødelagt for altid. Vi berøves vores kulturarv af os selv, når vi handler med illegalt udførte antikviteter.
Og så er der lige den detalje, at profitten kan havne hos terrorgrupper, der derefter går ud og investere i våben. Heller ikke en rar tanke.

Vil I afsløre, hvorfor bogens titel er BLOD VIL HAVE BLOD?

Karen: ”Blod vil have blod” er et citat fra Shakespeares Macbeth, som jo er den ultimative tragedie, hvor den ene blodige udåd fører den næste med sig og til sidst bliver de overambitiøse hovedpersoners endeligt. Når man læser vores roman, vil man også kunne se, at vi på et meget overordnet plan har ladet os inspirere af grundhistorien i Macbeth.

Benni: Faktisk tror jeg, at selve romanen begyndte med netop det citat. Vi gik og tyggede på, hvad Macbeth kunne være for en slags historie, hvis man overførte den til vore dage. Shakespeares dramaer er jo så fulde af intriger og plot, at man kunne basere en hel krimikarriere på dem!

Ved I allerede nu, hvad den næste bog i serien skal handle om?

Karen: Ja, vi er faktisk i fuld gang med at skrive på næste roman om Linnea Kirkegaard. Hun har et par blinde punkter i sin fortid, bl.a. i forbindelse med farens død, som hun har brug for at få kastet lys over, og det kommer nok til at tage os to-tre romaner at få udfoldet hendes historie.
Bind to åbner med et piratangreb ud for den somaliske kyst og mordet på en vinterbader ved Helgoland i København. Så må vi se, hvordan det kommer til at hænge sammen …