torsdag den 15. december 2011

TOP THRILLER


Den er altså god nok, nu er vores bog også blevet spottet i en boghandel i Rostock. Påsat et mærkat med teksten "top thriller". Det lyder da meget godt!

fredag den 9. december 2011

GARANTIERT HOCHSPANNUNG

BLOD VIL HAVE BLOD er på vej i Tyskland, og de første læsere har allerede givet deres besyv med på nettet. ”Så spændende at man ikke kan lægge den fra sig igen,” hedder det på den tyske netboghandel Amazon. ”Perfekt til fans af spændende og intelligente krimier.”

Anmelderne veksler mellem fire og fem ud af fem stjerner. Den slags kan vi godt lide at høre, og det bliver bestemt ikke dårligere af, at det er på tysk. Der er nu noget autoritativt over et udsagn som ”garantiert Hochspannung und beste Unterhaltung.”

I øvrigt er bogen dermed havnet på en 13. plads på Amazons bestsellerliste over danske krimier, hvoraf alle de øverste pladser selvfølgelig er besat af en vis Jussi Adler-Olsen. Men o.k., en 13. plads er vel egentlig ret godt gået i betragtning af, at bogen først lige er udkommet i dag …

Og så har vores oversætter, Ursel Allenstein, i øvrigt lige fået en pris for sit fornemme oversætterarbejde på Kim Leines seneste roman. Vi føler os i trygge hænder i det tyske!

onsdag den 23. november 2011

LØRDAG MED HENRIK PALLE


Det kan godt være, at BogForum kun lige var åbnet, at det endnu kun var lørdag formiddag, og at det vrimlede med kendisser og stjerneforfattere alle andre steder, men ikke desto mindre var der masser af mennesker i BogCafeen, da vi blev interviewet af Henrik Palle. Tak til alle jer der mødte op - det er nu ikke værst at opleve en bogfestival på den måde ...(Og tak til Bennis far, der huskede at tage billeder!)

onsdag den 19. oktober 2011

BOGFORUM 2011

Om en lille måneds tid er der BogForum for 20. gang - for sidste gang i Forum. Så skulle man have lyst til at møde Jo Nesbø og Helle Helle og hvem der nu ellers gemmer sig mellem de svulmende krimier og den minimalistiske prosa, så er det nu.

Lørdag kl. 11 på BogCaféens scene vil der også blive mulighed for at høre mere om BLOD VIL HAVE BLOD, når vi bliver interviewet af Henrik Palle. Kig endelig forbi!

Og imens skriver vi videre på fortsættelsen. Den foreløbige titel er Før døden lukker mine øjne, og vi er godt i gang med at få mordene, og selvfølgelig også opklaringen, på plads. Den bliver forhåbentlig klar til næste år, men mere om det - måske! - til BogForum 2011.

tirsdag den 13. september 2011

ARNE DAHLS HVISKELEG

Krimien er en bastardgenre. Ikke fordi den er mindreværdig, men fordi her blandes flere slags litteratur og flere typer sprog, som vi normalt ikke synes hører sammen. På den ene side plottet, den kulørte fortælling og de ekstreme karakterer. På den anden side den realistiske fortælling, den genkendelige virkelighed og det formfuldendte sprog.

Og det fantastiske ved krimien - som også gør, at nogle til stadighed har svært ved at greje genren - er selvfølgelig, at den gør det på én gang. Den gode krimi er ikke enten det ene eller det andet. Den gode krimi er både et vildt plot og et godt sprog, den er både overdrevne karakterer og realistisk samfundsskildring. Den kan det hele og på samme tid.

Og hvem er vel et bedre eksempel på det end netop svenske Arne Dahl, der lige om lidt er aktuel på dansk med sin seneste kriminalroman, Hviskeleg. Arne Dahls bøger er fulde af sidespring og poetisk sprog, når han er til dét, men også hæsblæsende action og korthuggede sætninger, når han snarere er til dét. Historierne vrimler med usandsynlige forbindelser. Ikke fordi han er en doven forfatter, der ikke gider lappe plottets huller, men som udtryk for det dristige tankespring og lysten til at lege med genren.

Bag Arne Dahl gemmer sig litteraturvidenskabsmanden Jan Arnald. Misterioso, hans første krimi i serien om A-gruppen, udkom i 1999, og siden da er dekalogen om A-holdet vokset til 11 bind, der både arbejder videre inden for den nu klassiske svenske politiroman, men også vokser vildt ud til alle sider med henvisninger til lingvistik og klassisk mytologi, og hvad der nu ellers sætter svingninger i forfatterskabet.

Hviskeleg markerer begyndelsen på en ny serie, men den rummer alle de noder og unoder, som gør krimierne interessante. Arne Dahl er en bastard, som vi gerne anbefaler.

tirsdag den 23. august 2011

DEN ÆRLIGE KRIMINALROMAN

”Nu har jeg én gang for alle fået besvaret et spørgsmål, der ellers var en anelse tvivl om: Om det er muligt at skrive en fuldstændig ærlig kriminalroman af den klassiske type. Det er det ikke. For at få den til at virke, må man forfalske sporene, tidsplanen, tilfældighedernes spil og tage ting for givet, skønt der højst er 50 procents sikkerhed. For at morderen skal være en overraskelse, må man forfalske personernes karakter, hvilket forekommer mig at være det værste, for jeg har sans for karakter. Hvis folk ønsker at spille dette spil, så for mig gerne. Men lad os dog for Guds skyld ikke tale om ’ærlige’ kriminalromaner. De eksisterer ikke.”

- Raymond Chandler: Udvalgte breve, 1990 [1940]

fredag den 29. juli 2011

PÅ VEJ TIL HOLLYWOOD

Nu venter de røde løbere og verdensberømmelsen lige om hjørnet. Mindst! Forhandlingerne om filmrettighederne til BLOD VIL HAVE BLOD er nemlig endelig faldet på plads, og Dansk Filmkompagni har fået æren af at forsøge at få en spillefilm eller en tv-serie på benene.

Så måske vil Linnea Kirkegaard (og Peggy-Lee Wu!) en gang ude i fremtiden også optræde på det store lærred. Det kunne i hvert fald blive spændende at se. Nogle gange skuffer filmatiseringer fælt, men der er nu adskillige kriminalromaner, der er blevet til fantastiske film, fra James Ellroy og Stieg Larsson til Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Sidstnævnte er endda et godt eksempel på, at selv kludder i historien ikke behøver at være en hindring.

En vist nok sandfærdig anekdote handler fx om dengang instruktøren Howard Hawks arbejdede med sin filmatisering af Raymond Chandlers første roman om privatdetektiven Philip Marlowe, der blev spillet af Humphrey Bogart. Undervejs gik det op for instruktøren, at der var en uklarhed i manuskriptet. Mordmysteriet gik ikke op, der var en biperson, hvis død aldrig blev forklaret. Hawks sendte straks et telegram til Chandler for at spørge, hvordan plottet egentlig hang sammen. Chandler svarede med det samme: ”No idea!”

Det forhindrede nu ikke filmen The Big Sleep (på dansk: Sternwood-mysteriet) i at blive en film noir-klassiker.

lørdag den 2. juli 2011

SOMMERLÆSNING

Månedens Bog i Gyldendals Krimibogklub er lige for tiden BLOD VIL HAVE BLOD. Så det er altså nu, hvis der skal sikres lidt god ferielæsning, inden turen går til sommerhus- og krimiland. Den kan bestilles lige her til en yderst favorabel pris ...

Det der med krimier, som noget man henslængt i en hængekøje lystlæser hen over sommeren, er en gammel tradition. Selv dengang hvor genren var udskældt og ikke noget pæne mennesker kunne tillade sig at ses med, var der dog én undtagelse: I ferien måtte man gerne læse krimier.

Forfatteren Tom Kristensen - ham med Hærværk og såmænd også en lille kriminalroman; Mord i pantomimeteatret - funderede i en kronik i 1935 over netop det besynderlige i, at folk til daglig så ned på genren, men i sommerferien gerne kastede sig over krimierne:

“Det er vel det almindeligste, at man foragter Kriminalromaner og saa pludselig faar fjorten Dage, hvor man i den Grad forfalder til Nydelsen af dem, at man om Natten drømmer om Lig i Korridoren og et Grammofon-Alibi i Køkkenet. Og det er vel det almindeligste, at man derefter taler humoristisk om denne Raptus som om en veloverstaaet hemmelig Last, indtil man atter falder for den.”

Sådan er det heldigvis ikke længere. Men derfor kan man jo godt pakke en krimi eller to i kufferten ...

fredag den 24. juni 2011

KRIMINALROMANENS METAFYSIK

”Jeg tror ikke, folk kan lide kriminalromaner, fordi der er mord i dem, eller fordi de udtrykker den endelige (intellektuelle, sociale, legale og moralske) ordens triumf over kaos. Men fordi kriminalromanen i dens reneste form er en historie om formodninger.”

- Umberto Eco: Efterskrift til Rosens navn, 1984

torsdag den 9. juni 2011

DAS TEUFELSSPIEL BEGINNT ...


Det lyder nu altså ret cool en gang imellem, tysk ... BLOD VIL HAVE BLOD udkommer først i Tyskland til januar næste år, men de er allerede så småt begyndt at reklamere dernede. "Til fans af Jo Nesbø og Jussi Adler-Olsen," skriver de, og det lyder da ikke helt ved siden af. Vi er heller ikke kede af, at der med store bogstaver annonceres med "TV-werbung zu Prime-Time-Sendezeiten" - hvem vil ikke gerne i tysk tv? Gerne med en eller anden form for skæv synkronisering.

I øvrigt kommer bogen til at hedde Verleumdung, hvad der skulle betyde noget i stil med "bagtalelse". Vi kan nu bedre lide BLOD VIL HAVE BLOD, men tilsyneladende er der allerede en del tyske thrillere, der hedder Blut will Blut. Mere besynderligt er dog, hvad den der rotte laver på forsiden af vores bog ...

søndag den 22. maj 2011

DEN DØENDE DETEKTIV

I næste uge udkommer Leif G.W. Perssons seneste roman på dansk. Det kalder på en fejring! For ikke nok med at Den døende detektiv er Persson i vanlig topform, men udgivelsen betyder også, at han i nu over 30 år har hørt til en af de mest originale stemmer i svensk kriminallitteratur.

Herhjemme blev bogen ædt på to dage og gav straks lyst til at genlæse hele forfatterskabet. Vi er stolte af at udkomme på samme forlag …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er fans. På sin vis begyndte hele vores krimisamarbejde med diskussioner af, hvad det egentlig er, Persson kan i sine romaner. Og han dukker såmænd også op i begyndelsen af BLOD VIL HAVE BLOD. Her optræder en særling af en ældre retsantropolog normalt iført termovest og Rolexur, som selvfølgelig kaldes GW blandt venner.

Læs mere om Leif G.W. Perssons nye roman her. Den markerer en afslutning, men den er måske en udmærket begyndelse for nye læsere. Og ellers kan man starte hvor som helst i forfatterskabet.

Han debuterede med Grisfesten (på dansk med den vidunderlige titel Manden fra Mallorca) i 1978, og her præsenteres hans gennemgående hovedperson Lars Martin Johansson fra Stockholms kriminalpoliti. Romanen har undertitel ”en røverroman”, hvormed noget af den sorte satire, som kendetegner alle Perssons bøger, er antydet.

Derefter fulgte i hurtig rækkefølge Profitörerna (på dansk: Sagen Kataryna) med undertitlen ”en politiroman”, der peger på det dokumentariske islæt og inspirationen fra den amerikanske politiroman. Og endelig kom Samhallsbärarna (på dansk: Samfundets støtter) i 1982 med undertitlen ”en roman om en forbrydelse”, der selvfølgelig henviser til traditionen fra Sjöwall & Wahlöö, som Persson skriver sig ind i.

Og så var forfatterskabet slut. Tre succesfulde og kritikerroste romaner, og herefter kun videnskabelige rapporter om kriminologi fra Persson hånd - indtil 20 år senere, hvor han til alles store overraskelse vendte stærkt tilbage med Palme-trilogien og introduktionen af politimanden Bäckström - et af de største svin, kriminallitteraturen har at byde på, men skildret med øm kærlighed. Leif G.W. Persson i en nødddeskal!

søndag den 8. maj 2011

JORDNÆRE SUPERHELTE

Vi beklager overskriften, men det er altså ikke vores formulering! Op til Krimimessen i Horsens udgav Dagbladet Information en særlig krimiavis, der udelukkende rummer interviews og artikler om krimigenren som den ser ud lige nu. Vi havde besøg af en journalist, og nu er hele avisen endelig lagt ud på nettet. Den kan læses som pdf lige her, og hvis man springer frem til side 32 (brug fx søgefeltet øverst), havner man på interviewet med os.

Vi fortæller dels om BLOD VIL HAVE BLOD og dels om krimien som en bastardgenre. Ikke forstået som et mindreværdigt blandingsprodukt, men i den forstand at krimien kan rumme både realisme og noget som sprænger realismen på én og samme gang. Altså at den samme historie både kan fortælle vigtige historier fra virkeligheden, som måske gør os klogere på sammenhænge og fænomener, men at den også kan rumme karakterer og plots, der overskrider realismens snævre rammer.

Nogle gange kan anmeldere og andet litterært godtfolk få den slags galt i halsen, for hvad er krimien så - er det en alvorlig historie? Er det realisme der vil problematisere samtiden? Eller er det hele bare kulørt underholdning? Enhver rigtig krimilæser ved selvfølgelig, at svarer er: Det hele! Og på én gang!

Læs selv mere i interviewet, der også rummer et fint billede af Karen med en buket tulipaner ...

søndag den 17. april 2011

PÅSKEKRIM

Påskekrimi, var det noget? I Norge kan de det med krimier, fx har de den fantastiske "påskekrim"-tradition. Hvert år op til påske lanceres nye og klassiske krimier, så de ivrige fjeldgængere har noget at tage med op i hytten, hvis ikke alle påskens fridage skal tilbringes på ski. Radioteateret sender krimiføljetoner, tv viser krimiserier, og selv mælkekartonerne er udsmykket med en påskekrimi.

En smuk og gammel tradition! Faktisk daterer den sig tilbage til 1923, da Norsk Gyldendal lancerede krimien Bergenstoget plyndret i nat. Op til påske blev der annonceret på avisernes forsider, så læserne troede, der var tale om en nyhed. Bogen blev revet ned fra hylderne, og en tradition sat i gang. Bergenstoget plyndret i nat er i dag en klassiker og er i øvrigt skrevet af et af krimiverdenens mange makkerpar, fællespesudonymet Jonatan Jerv, der bl.a. dækker over lyrikeren Nordahl Grieg.

Og hvad bliver så næste års norske påskekrimi? Tja, en af dem vil i al fald være BLOD VIL HAVE BLOD, siger vores norske forlægger. Bogen er nemlig lige blevet solgt til det norske forlag Vigmostad & Bjørke, der bl.a. udgiver James Lee Burke, Denise Mina og vores gamle favorit Colin Dexter. Det er vi ret stolte af!

Faktisk har de også købt næste bog i serien, så det giver bare ekstra blod på tanden i de kommende måneders skrivearbejde ...

onsdag den 6. april 2011

GO' MORGEN KRIMI


Her til morgen var vi i Go' Morgen Danmark på TV2 og fortælle om BLOD VIL HAVE BLOD. Indslaget kan - i hvert fald i nogle dage - ses på Sputnik eller lige her. En del af oplægget var, at vi skulle skrive indledningen til en krimi, der foregår på Hovedbanegården. Den kom til at lyde sådan - med tak til Billy Wilders klassiske film Sunset Boulevard:

"En hjemløs i et par nye Converse er den første, der får øje på mig. Han ser mit smadrede fjæs og dropper at sælge mig Hus Forbi.
Den næste er en gymnasiepige fra Ishøj, der får et chok, da hun opdager blodet på bænken.
- Har du brug for hjælp? spørger hun.
Hun rusker i mig, men får intet svar. Så er hun på benene, mobil i hånden og kurs direkte mod nærpolitistationen.
I det samme lyder udkaldet. Fem minutter til mit tog, men jeg vil ikke nå det.
Det er tre kvarter siden, jeg blev dræbt. Likvideret med to kugler fra en halvautomatisk Kel-Tec P-32.
Hovedbanegården blev min endestation."

Og hvis vi ikke ses på skærmen, så ses vi vel til Krimimesse i Horsens næste weekend?

tirsdag den 29. marts 2011

KRIMI PÅ SKÆRMEN

Så blev der søreme også lavet en bogtrailer for BLOD VIL HAVE BLOD, se den lige her - eller i et supermarked tæt på dig!

tirsdag den 15. marts 2011

BESTSELLER

Det tog tre dage ude i boghandlerne, og så lykkedes det os søreme at snige os ind på Arnold Busck/Politikens bestsellerliste på en 7. plads. Det er da vildt. Vi ligger i godt selskab med Lars Kepler, Søren Ulrik Thomsen, Jussi Adler-Olsen, Sofi Oksanen med flere. Det har vi bestemt ikke noget imod!

fredag den 11. marts 2011

INFAMT SPÆNDENDE

I dag kom de sidste anmeldelser fra de store aviser, så vi har været så heldige, at samtlige har valgt at giver BLOD VIL HAVE BLOD ret fyldige anmeldelser på udgivelsesdagen eller lige op til. Det er vi rigtig glade for, ikke mindst eftersom de fleste har været flotte!

Der har i dag været omtaler i Berlingske Tidende og Weekendavisen, som begge bød på både ris og ros, mens dagens mest smittende begejstring findes hos Informations Henrik Palle (venligst udlånt fra Politiken). Han lægger forsigtigt ud og overgiver sig så fuldkomment:

"Heldigvis lægger man langsomt forbeholdene fra sig, efterhånden som handlingen skrider frem. Og man ender rent ud sagt med at kampdyrke de sidste halvtreds sider, som er infamt spændende." Og videre hedder det, at "bogens handling er både begavet og dygtigt konstrueret" og at bogen ikke bare er ambitiøs, men også lykkes med det meste, og "man lukker bogen med tilfredshed og lyst til at læse mere om Linnea Kirkegaard og hendes meritter."

Hele Informations anmeldelse kan læses her, og der er klip fra de øvrige anmeldelser her.

torsdag den 10. marts 2011

NOGET PÅ HJERTE

I dag udkommer BLOD VIL HAVE BLOD endelig …

Børsen var først ude med en anmeldelse, men den er vi til gengæld også rigtig glade for. ”Krimidebutanter med noget på hjerte”, lyder det. ”Stærkt portræt af en hjemvendt Irak-soldat gør Blod vil have blod til en relevant og aktuel fortælling.” Den var ikke så dårlig at vågne op til! Bogen er desuden foreløbig blevet anmeldt i Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken.

”Et originalt plot, der for en gangs skyld ikke handler om seriemord, narko og/eller menneskehandel,” skriver krimieksperten Bo Tao Michaëlis. ”Fremragende research og spændende momenter; en veninde viser sig fra en anden og farlig side, et lejemord går i kage og som sagt, intrigen er behagelig nytænkt.” Han kan til gengæld ikke lide de ting, som Børsen roser mest, så det er heller ikke uinteressant læsning.

Bogen udkommer både som indbunden bog. Og som lydbog. Og såmænd også som e-bog, så den kan slæbes med på ferien, hvis man ikke lige har mulighed for at presse en ekstra bog ned i tasken. E-bogen kan fx købes her. Og på bogpriser.dk kan man lige her se, hvor den indbundne udgave er på tilbud. God fornøjelse!

mandag den 7. marts 2011

6 STORE STJERNER

Det kan godt være, at BLOD VIL HAVE BLOD først udkommer på torsdag, men der er allerede flere, der har nået at læse bogen og skrive en anmeldelse eller kommentar rundt om på nettet.

Vi har surfet lidt rundt og plukket alt fra ”Det hele går op i en højere enhed, og jeg havde meget svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg ser allerede frem til den næste bog!” på boguglen.dk til "Sådan!! :O), dejlig dansk og uhyggelig krimi, når den er bedst” på saxo.dk

Det er vi altså ret stolte af! Læs flere anmeldelser lige her.

søndag den 27. februar 2011

INTERVIEW MED BØDKER & BRUUN

Hvorfor skal man være to om at skrive en krimi? Hvilken rolle spiller Danmarks krigsdeltagelse i Irak? Er romanen inspireret af virkelige begivenheder? Og hvad er nu lige fidusen med en retsantropolog som hovedperson?

Vi har lagt et stort interview op lige her, hvor man kan læse en masse om arbejdet med BLOD VIL HAVE BLOD og hvad fremtiden byder på.

Interviewet stammer oprindeligt fra den særlige promo-udgave af BLOD VIL HAVE BLOD, som alle landets boghandlere modtog allerede i starten af januar, så de havde god tid til at læse bogen, inden den udkommer.

søndag den 20. februar 2011

GRATIS LÆSEPRØVE

BLOD VIL HAVE BLOD udkommer først den 10. marts, men allerede nu kan en gratis læseprøve med bogens tre første kapitler hentes hos de fleste boghandlere. 

Eller læs den her og bliv introduceret til den første krimi om knogleeksperten Linnea Kirkegaard …