lørdag den 8. juni 2013

NÅR SOLEN FORSVINDER


Sådan ser det ud, når et plot endelig falder på plads. En kriminalroman delt ud over 100 små post it-sedler med hver sit plotelement, der skal rykkes frem og tilbage, så det hele bliver mere og mere mystisk, for endelig i slutningen at stå lysende klart for læseren! Et puslespil af de store, men nu skulle der være styr på det. Manuskriptet til den tredje kriminalroman om retsantropologen Linnea Kirkegaard er endelig ved at være på plads.

Vi sidder i disse dage og laver de sidste rettelser, tjekker research, finder plothuller der skal lukkes og udtænker et par nye scener, der kan gøre det hele endnu mere spændende. Vi har været forbi et par forskellige titler, før vi blev tilfredse, men nu er vi endelig landet på den helt rigtige: NÅR SOLEN FORSVINDER. Den udkommer i begyndelsen af 2014, og vi skal nok senere komme med et par smagsprøver, når de allersidste detaljer også er faldet på plads.

mandag den 13. maj 2013

SIMON PASTERNAK: DØDSZONER

I dag ligger Lida i Hviderusland. Sommeren 1943 var byen en del af Generalkommissariat Weissruthenien og centrum for nogle af Østfrontens værste rædsler.

"Vi har intet sprog for det her," siger SS'eren Manfred om det kaos af barbari og umenneskeligheder, som han trives i. Men det er lige præcis, hvad de har: Ord for hvad der foregår, når man vælger at udslette en hel befolkning, fordi man vil udrydde de uønskede og skaffe lebensraum til sig selv. 

Dødszoner var ordet for de områder, hvor man med knusende effektivitet brændte landsbyer ned og slagtede eller deportede beboerne i jagten på partisaner og jøder. Og Dødszoner er også navnet på Simon Pasternaks seneste mesterlige og foruroligende kriminalroman.

Han har tidligere skrevet tre historiske krimier sammen med Christian Dorph, hvor de som de eneste på dansk grund forener en litterær sensibilitet med såvel den skandinaviske krimitradition som James Ellroys hårdkogte skildringer af besatte mænd i et moralsk dødvande.

Denne ambition viderefører Pasternak i sin østfronts-thriller om kriminalbetjenten Heinrich, der bliver sat til noget så grotesk som at opklare et drab i et område og en tid, hvor mord og bestialitet er hverdag. Tilsyneladende meningsløst, men offeret er ingen ringere end obergruppenführer Steiner på besøg ved fronten, ovenikøbet skændet og omskåret på jødisk vis.

Sporene fører i retning af en overlevende fra Steiners tid som leder af de berygtede Einsatzkommandoer i 1941-42, og de leder først og fremmest Heinrich ikke bare dybt ind i det mørkets hjerte, der udgjorde Nazitysklands kampagne på Østfronten, men også langt hinsides.

Det er besættende læsning fuld af tysk romantik og Ernst Jüngers æsteticering af krigserfaringen. Det er også kvalmende og helt nødvendigt. Her er en krimi der ikke som alle andre vil undersøge, hvad der sker, når kaos udbryder midt i vores velordnede verden, men snarere hvordan mennesker reagerer, når det er kaos, der udgør normaliteten.

lørdag den 9. marts 2013

IAN RANKIN: I EN ANDEN MANDS GRAV

Rebus er tilbage. Mere behøver man ikke sige for at sælge bogen. Med I en anden mands grav, der netop er udkommet på dansk, er Detective Inspector John Rebus tilbage i aktiv tjeneste. Måske ikke i politiet, men i hvert fald i bogens verden. For mens Rebus ganske vist er gået på pension fra Lothian and Borders Police, så kan han ikke permanent holde sig fra sit fag.

Som civilansat arbejder Rebus i en såkaldt cold case unit, der uden imponerende resultater graver videre i gamle mordsager, hvor sporene for længst er blevet kolde, og alle har opgivet at finde en gerningsmand. Lige indtil den dag Rebus bliver kontaktet af en ivrig mor, der aldrig har opgivet at finde den datter, der tilbage i 1984 sporløst forsvandt ved M90 motorvejen, der fører op igennem de mest uvejsomme dele af Skotland.

Sagen begynder for alvor at rulle, da den ene forsvundne pige bliver til flere, og ligene dukker op. Sporene er ikke længere kolde, og Rebus bliver midlertidigt tilknyttet kriminalpolitiet. Han ansøger om at vende tilbage til aktiv tjeneste, men der er en enkelt forhindring: Malcolm Fox fra politiets interne afdeling. Han er overbevist om, at Rebus er en fortidsøgle, der ikke længere hører til i et moderne, strømlinet og kommunikerende politikorps, der bliver bedømt på meget andet end resultaterne.

Det er 25 år siden, Ian Rankin udgav den første roman om Rebus, Knots and Crosses. Siden blev det til 16 romaner, inden han med Exit Music i 2007 lod sin hovedperson pensionere. Men ligesom Arthur Conan Doyle, der lod Sherlock Holmes omkomme i Reichenbach-vandfaldet for professor Moriartys hånd i 1893 for blot at lade ham genopstå på spektakulær vis nogle år senere, så har Ian Rankin altså heller ikke kunne holde fingrene fra Rebus. Og ovenikøbet i en historie, hvor han krydser klinger med hovedpersonen fra de to post-Rebus romaner, En intern affære og Fortidens døde.

I en anden mands grav beviser heldigvis atter engang, at Ian Rankin med John Rebus har skabt en af de mest vedkommende hovedpersoner i den moderne angelsaksiske krimi, eller tartan noir, som de kalder den hårdkogte krimi fra Skotland. Som forfatter har man brug for at udfordre sig selv. Gå nye veje og skabe nye personer. Eller grave dybere og dybere ned i det samme stof. Det er sidstnævnte vej, Ian Rankin har valgt. Og tak for det: Rebus er tilbage.

torsdag den 7. februar 2013

PULP FICTION

FØR DØDEN LUKKER MINE ØJNE er netop udkommet som pocketbog, så den er lige til at krølle sammen og tage med på vinterferien. Der er ovenikøbet lidt bonusmateriale med i den nye udgave i form af et interview. Det ser fx sådan her ud:

 - Hvordan griber I researchen an? Det er jo ikke så let at rejse til Somalia for at få en fornemmelse af stedet…

Benni: Undervejs i arbejdet med FØR DØDEN LUKKER MINE ØJNE har det nogle gange føltes, som om vi skrev om kap med virkeligheden. Allerede for snart tre år siden, da vi begyndte at diskutere plottet, fandt vi frem til, at vores historie skulle begynde med somaliske piraters overfald på et dansk handelsskib. Og mens vi digtede om søværnets indgriben, deres nedskydning af pirater under en befrielsesaktion og ikke mindst afsløringen af storstilet dansk våbensejlads - ja, så begyndte de selvsamme begivenheder at dukke op i medierne. For en gangs skyld var det researcharbejde blot at åbne dagens avis.

Karen: Det betød ikke, at arbejdet med romanen var uden udfordringer, for vi jo havde sat os selv den temmelig krævende opgave, at en del af handlingen samtidig skulle udspille sig i Mogadishu. Og så er det jo altid en hjælp, hvis man i vennekredsen kan finde en begavet udenrigsreporter der har rejst i verdens brændzoner. Og ellers som altid studere bøger, film, artikler og alt muligt andet. Så var det noget nemmere at tage en weekend til Hamburg for at tjekke detaljer i forbindelse med en af de mere spektakulære episoder i bogen. Skal vi ikke bare sige, at byen ikke ligner helt sig selv, efter Linnea Kirkegaard har været på besøg …

fredag den 1. februar 2013

BLOD PÅ ISEN

Så er FØR DØDEN LUKKER MINE ØJNE endelig udkommet på norsk. Vi venter spændt på, at bogen skal dukke op i posten, men sådan her ser omslaget altså ud. Aner man et fjeldparti i tågerne bag Helgolands badebro? Vi håber, at Linnea Kirkegaards fans i Norge vil tage godt imod den nye, der er oversat af den norske kriminalforfatter Morten Harry Olsen. Mere lige her. Og så venter vi ellers på, at den tyske udgave også skulle dukke op i løbet af efteråret.

mandag den 14. januar 2013

FORBRYDERSKOLEN

Hvordan finder man den gode detektiv til sin krimi? Skal det være en hacker som hos Stieg Larsson? En journalist som hos Liza Marklund? En kriminalbetjent som hos Ian Rankin? En privatdetektiv som hos Gunnar Staalesen? En historiker (Robert Harris), en dinosaurekspert (Sissel Jo-Gazan), en pensionist (Agatha Christie) eller noget helt ottende?

Den gode hovedperson med en kompleks personlighed og et personligt motiv til at kaste sig over en kriminalsag, er et af de vigtigste elementer at få styr på, når man skal skrive en krimi. Men der er også meget andet at tænke på. Hvordan laver man et plot? Hvad er en MacGuffin? Hvordan bruger man research? Hvordan skaber man spænding?

Hjælpen er nær! Saxo åbner den 18. februar en krimiskole på nettet, hvor vi over fem uger skal undervise i kunsten at slå ihjel og opklare det bagefter. Det kan godt være, at man ikke kan nå at lære alt, men vi skal nok nå at komme godt rundt om krimien. Det foregår lige her.