mandag den 24. marts 2014

VI SES PÅ KRIMIMESSEN


Den traditionsrige Krimimesse i Horsens nærmer sig, og vi er selvfølgelig også til stede for at fortælle om Linnea Kirkegaard og NÅR SOLEN FORSVINDER. Det bliver - igen i år! - i samtale med Henrik Palle fra Politiken og foregår søndag den 6. april kl. 14 i Teltet.

Kl. 12.30 samme dag fortæller Benni også om sin sørøverroman for børn, DJÆVELENS ØJNE. Det er ikke rigtig en krimi, men der er masser af folk der omkommer undervejs, så helt kedeligt bliver det ikke ...

Det fulde program kan ses her, der er masser af spændende gæster igen i år!

mandag den 10. marts 2014

HVID SOM SNE, RØD SOM BLOD, SORT SOM DØDEN


Konnichi wa! Masser af godt nyt!

NÅR SOLEN FORSVINDER og de to første bind i serien om Linnea Kirkegaard er blevet solgt til udgivelse i Japan. Lidt af en drøm, der går i opfyldelse. Det er altid vildt sjovt, når bøgerne udkommer i andre lande, men så langt væk som Japan er trods alt en rekord for os. Så kan man jo altid drømme videre om en lille promotion-tur til Tokyo og omegn ...

I mellemtiden er bind to lige udkommet på tysk. "Weiss wie Schnee, rot wie Blut und schwarz wie der Tod," står der på bagsiden. Det kunne vi ikke have skrevet bedre selv.

Og endelig fortsætter de gode anmeldelser af NÅR SOLEN FORSVINDER heldigvis også med at ankomme. Senest har Berlingske givet fire stjerner:

"Forfatterne har tydeligvis skrevet sig varme og ind på deres hovedpersoner. Og de har ikke mindst fået endnu bedre styr på plot og pageturnende spænding ... Forfatterparret formår at holde de mange bolde i luften i et letfortalt plot."

Klip fra anmeldelserne ligger her.

lørdag den 1. marts 2014

KUNSTEN AT BEGÅ ET MORD


"Karen syntes en dag, at vi skulle begå et mord ..." I forbindelse med udgivelsen af NÅR SOLEN FORSVINDER ligger der nogle interviews rundt omkring på nettet. Vi snakker bl.a. om kunsten at begå et mord på Krimihjerte-bloggen

Hos Alt for damerne fortæller Karen om at gå fra at blive fyret til et liv som selvstændig forfatter. Og endelig fortæller vi lidt mere om bogen hos Modtryk.

Der bliver også ved med at komme begejstrede anmeldelser af vores bog. "Godt serveret med grundig research og gedigen spænding," skriver krimieksperten Bo Tao Michaëlis fx i Politiken og kalder det en meget lang, "men stort set konstant spændende thriller." Anmeldelserne bliver løbende citeret her.