LARS KEPLER ILDVIDNET

Skriver man bedre, når man er to om det? Næppe som sådan, men hvis de rigtige to samarbejder kan der unægtelig komme noget fremragende ud af det. Og måske ikke mindst når vi taler kriminalromaner, der jo om noget kræver, at man digter en sammensværgelse i form af et avanceret plot, der skal hænge sammen i alle ender og kanter og kunne tåle en detaljeret diskussion.

Lars Kepler er i al fald et godt eksempel på det. Det svenske forfatterpar Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril er aktuelle på dansk med deres tredje krimi, Ildvidnet. De debuterede i 2009 med Hypnotisøren, og dengang vidste ingen, hvem der gemte sig bag pseudonymet. Det var nu svært at holde hemmeligt særlig længe, efterhånden som bogen blev solgt til udgivelse i flere og flere lande, inden den overhovedet var udkommet hjemme i Sverige. Pseudonymet har de nu valgt at beholde som en slags fælles identitet, og deres bøger bliver bare bedre og bedre.

Ildvidnet er ingen undtagelse. Man læser den decideret stakåndet, fordi de på næsten blæret vis formår at vende og dreje plottet i det uendelige. Måske også så meget, at det bliver en magtdemonstation af overlegne tekniske evner, men man tilgiver dem gerne, at de ikke kan lade være med at prale lidt med deres håndværk, når nu de samtidig formår at suge læseren ind i en blændende fortalt historie om udsatte piger på en institution. Og ikke mindst formår at blande noget så frækt som et spiritistisk medie ind i historien.

Hun hedder i øvrigt Flora, ligesom en af personerne i Henry James’ klassiske spøgelsesroman Skruen strammes (1898). Og det er måske ikke noget tilfælde, for ud over at de har det metafysiske til fælles, så er Ildvidnet et sublimt eksempel på en kriminalroman, der er i stand til at stramme skruen igen og igen, komme med uventede twist i plottet og hive tæppet væk under læseren adskillige gange. Det er godt gået af Lars Kepler.