Om en lille måneds tid er der BogForum for 20. gang - for sidste gang i Forum. Så skulle man have lyst til at møde Jo Nesbø og Helle Helle og hvem der nu ellers gemmer sig mellem de svulmende krimier og den minimalistiske prosa, så er det nu.
Lørdag kl. 11 på BogCaféens scene vil der også blive mulighed for at høre mere om BLOD VIL HAVE BLOD, når vi bliver interviewet af Henrik Palle. Kig endelig forbi!
Og imens skriver vi videre på fortsættelsen. Den foreløbige titel er Før døden lukker mine øjne, og vi er godt i gang med at få mordene, og selvfølgelig også opklaringen, på plads. Den bliver forhåbentlig klar til næste år, men mere om det - måske! - til BogForum 2011.
onsdag den 19. oktober 2011
tirsdag den 13. september 2011
ARNE DAHLS HVISKELEG
Krimien er en bastardgenre. Ikke fordi den er mindreværdig, men fordi her blandes flere slags litteratur og flere typer sprog, som vi normalt ikke synes hører sammen. På den ene side plottet, den kulørte fortælling og de ekstreme karakterer. På den anden side den realistiske fortælling, den genkendelige virkelighed og det formfuldendte sprog.
Og det fantastiske ved krimien - som også gør, at nogle til stadighed har svært ved at greje genren - er selvfølgelig, at den gør det på én gang. Den gode krimi er ikke enten det ene eller det andet. Den gode krimi er både et vildt plot og et godt sprog, den er både overdrevne karakterer og realistisk samfundsskildring. Den kan det hele og på samme tid.
Og hvem er vel et bedre eksempel på det end netop svenske Arne Dahl, der lige om lidt er aktuel på dansk med sin seneste kriminalroman, Hviskeleg. Arne Dahls bøger er fulde af sidespring og poetisk sprog, når han er til dét, men også hæsblæsende action og korthuggede sætninger, når han snarere er til dét. Historierne vrimler med usandsynlige forbindelser. Ikke fordi han er en doven forfatter, der ikke gider lappe plottets huller, men som udtryk for det dristige tankespring og lysten til at lege med genren.
Bag Arne Dahl gemmer sig litteraturvidenskabsmanden Jan Arnald. Misterioso, hans første krimi i serien om A-gruppen, udkom i 1999, og siden da er dekalogen om A-holdet vokset til 11 bind, der både arbejder videre inden for den nu klassiske svenske politiroman, men også vokser vildt ud til alle sider med henvisninger til lingvistik og klassisk mytologi, og hvad der nu ellers sætter svingninger i forfatterskabet.
Hviskeleg markerer begyndelsen på en ny serie, men den rummer alle de noder og unoder, som gør krimierne interessante. Arne Dahl er en bastard, som vi gerne anbefaler.
Og det fantastiske ved krimien - som også gør, at nogle til stadighed har svært ved at greje genren - er selvfølgelig, at den gør det på én gang. Den gode krimi er ikke enten det ene eller det andet. Den gode krimi er både et vildt plot og et godt sprog, den er både overdrevne karakterer og realistisk samfundsskildring. Den kan det hele og på samme tid.
Og hvem er vel et bedre eksempel på det end netop svenske Arne Dahl, der lige om lidt er aktuel på dansk med sin seneste kriminalroman, Hviskeleg. Arne Dahls bøger er fulde af sidespring og poetisk sprog, når han er til dét, men også hæsblæsende action og korthuggede sætninger, når han snarere er til dét. Historierne vrimler med usandsynlige forbindelser. Ikke fordi han er en doven forfatter, der ikke gider lappe plottets huller, men som udtryk for det dristige tankespring og lysten til at lege med genren.
Bag Arne Dahl gemmer sig litteraturvidenskabsmanden Jan Arnald. Misterioso, hans første krimi i serien om A-gruppen, udkom i 1999, og siden da er dekalogen om A-holdet vokset til 11 bind, der både arbejder videre inden for den nu klassiske svenske politiroman, men også vokser vildt ud til alle sider med henvisninger til lingvistik og klassisk mytologi, og hvad der nu ellers sætter svingninger i forfatterskabet.
Hviskeleg markerer begyndelsen på en ny serie, men den rummer alle de noder og unoder, som gør krimierne interessante. Arne Dahl er en bastard, som vi gerne anbefaler.
tirsdag den 23. august 2011
DEN ÆRLIGE KRIMINALROMAN
”Nu har jeg én gang for alle fået besvaret et spørgsmål, der ellers var en anelse tvivl om: Om det er muligt at skrive en fuldstændig ærlig kriminalroman af den klassiske type. Det er det ikke. For at få den til at virke, må man forfalske sporene, tidsplanen, tilfældighedernes spil og tage ting for givet, skønt der højst er 50 procents sikkerhed. For at morderen skal være en overraskelse, må man forfalske personernes karakter, hvilket forekommer mig at være det værste, for jeg har sans for karakter. Hvis folk ønsker at spille dette spil, så for mig gerne. Men lad os dog for Guds skyld ikke tale om ’ærlige’ kriminalromaner. De eksisterer ikke.”
- Raymond Chandler: Udvalgte breve, 1990 [1940]
- Raymond Chandler: Udvalgte breve, 1990 [1940]
fredag den 29. juli 2011
PÅ VEJ TIL HOLLYWOOD
Nu venter de røde løbere og verdensberømmelsen lige om hjørnet. Mindst! Forhandlingerne om filmrettighederne til BLOD VIL HAVE BLOD er nemlig endelig faldet på plads, og Dansk Filmkompagni har fået æren af at forsøge at få en spillefilm eller en tv-serie på benene.
Så måske vil Linnea Kirkegaard (og Peggy-Lee Wu!) en gang ude i fremtiden også optræde på det store lærred. Det kunne i hvert fald blive spændende at se. Nogle gange skuffer filmatiseringer fælt, men der er nu adskillige kriminalromaner, der er blevet til fantastiske film, fra James Ellroy og Stieg Larsson til Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Sidstnævnte er endda et godt eksempel på, at selv kludder i historien ikke behøver at være en hindring.
En vist nok sandfærdig anekdote handler fx om dengang instruktøren Howard Hawks arbejdede med sin filmatisering af Raymond Chandlers første roman om privatdetektiven Philip Marlowe, der blev spillet af Humphrey Bogart. Undervejs gik det op for instruktøren, at der var en uklarhed i manuskriptet. Mordmysteriet gik ikke op, der var en biperson, hvis død aldrig blev forklaret. Hawks sendte straks et telegram til Chandler for at spørge, hvordan plottet egentlig hang sammen. Chandler svarede med det samme: ”No idea!”
Det forhindrede nu ikke filmen The Big Sleep (på dansk: Sternwood-mysteriet) i at blive en film noir-klassiker.
Så måske vil Linnea Kirkegaard (og Peggy-Lee Wu!) en gang ude i fremtiden også optræde på det store lærred. Det kunne i hvert fald blive spændende at se. Nogle gange skuffer filmatiseringer fælt, men der er nu adskillige kriminalromaner, der er blevet til fantastiske film, fra James Ellroy og Stieg Larsson til Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Sidstnævnte er endda et godt eksempel på, at selv kludder i historien ikke behøver at være en hindring.
En vist nok sandfærdig anekdote handler fx om dengang instruktøren Howard Hawks arbejdede med sin filmatisering af Raymond Chandlers første roman om privatdetektiven Philip Marlowe, der blev spillet af Humphrey Bogart. Undervejs gik det op for instruktøren, at der var en uklarhed i manuskriptet. Mordmysteriet gik ikke op, der var en biperson, hvis død aldrig blev forklaret. Hawks sendte straks et telegram til Chandler for at spørge, hvordan plottet egentlig hang sammen. Chandler svarede med det samme: ”No idea!”
Det forhindrede nu ikke filmen The Big Sleep (på dansk: Sternwood-mysteriet) i at blive en film noir-klassiker.
lørdag den 2. juli 2011
SOMMERLÆSNING
Månedens Bog i Gyldendals Krimibogklub er lige for tiden BLOD VIL HAVE BLOD. Så det er altså nu, hvis der skal sikres lidt god ferielæsning, inden turen går til sommerhus- og krimiland. Den kan bestilles lige her til en yderst favorabel pris ...
Det der med krimier, som noget man henslængt i en hængekøje lystlæser hen over sommeren, er en gammel tradition. Selv dengang hvor genren var udskældt og ikke noget pæne mennesker kunne tillade sig at ses med, var der dog én undtagelse: I ferien måtte man gerne læse krimier.
Det der med krimier, som noget man henslængt i en hængekøje lystlæser hen over sommeren, er en gammel tradition. Selv dengang hvor genren var udskældt og ikke noget pæne mennesker kunne tillade sig at ses med, var der dog én undtagelse: I ferien måtte man gerne læse krimier.
Forfatteren Tom Kristensen - ham med Hærværk og såmænd også en lille kriminalroman; Mord i pantomimeteatret - funderede i en kronik i 1935 over netop det besynderlige i, at folk til daglig så ned på genren, men i sommerferien gerne kastede sig over krimierne:
“Det er vel det almindeligste, at man foragter Kriminalromaner og saa pludselig faar fjorten Dage, hvor man i den Grad forfalder til Nydelsen af dem, at man om Natten drømmer om Lig i Korridoren og et Grammofon-Alibi i Køkkenet. Og det er vel det almindeligste, at man derefter taler humoristisk om denne Raptus som om en veloverstaaet hemmelig Last, indtil man atter falder for den.”
Sådan er det heldigvis ikke længere. Men derfor kan man jo godt pakke en krimi eller to i kufferten ...
“Det er vel det almindeligste, at man foragter Kriminalromaner og saa pludselig faar fjorten Dage, hvor man i den Grad forfalder til Nydelsen af dem, at man om Natten drømmer om Lig i Korridoren og et Grammofon-Alibi i Køkkenet. Og det er vel det almindeligste, at man derefter taler humoristisk om denne Raptus som om en veloverstaaet hemmelig Last, indtil man atter falder for den.”
Sådan er det heldigvis ikke længere. Men derfor kan man jo godt pakke en krimi eller to i kufferten ...
fredag den 24. juni 2011
KRIMINALROMANENS METAFYSIK
”Jeg tror ikke, folk kan lide kriminalromaner, fordi der er mord i dem, eller fordi de udtrykker den endelige (intellektuelle, sociale, legale og moralske) ordens triumf over kaos. Men fordi kriminalromanen i dens reneste form er en historie om formodninger.”
- Umberto Eco: Efterskrift til Rosens navn, 1984
- Umberto Eco: Efterskrift til Rosens navn, 1984
torsdag den 9. juni 2011
DAS TEUFELSSPIEL BEGINNT ...
Det lyder nu altså ret cool en gang imellem, tysk ... BLOD VIL HAVE BLOD udkommer først i Tyskland til januar næste år, men de er allerede så småt begyndt at reklamere dernede. "Til fans af Jo Nesbø og Jussi Adler-Olsen," skriver de, og det lyder da ikke helt ved siden af. Vi er heller ikke kede af, at der med store bogstaver annonceres med "TV-werbung zu Prime-Time-Sendezeiten" - hvem vil ikke gerne i tysk tv? Gerne med en eller anden form for skæv synkronisering.
I øvrigt kommer bogen til at hedde Verleumdung, hvad der skulle betyde noget i stil med "bagtalelse". Vi kan nu bedre lide BLOD VIL HAVE BLOD, men tilsyneladende er der allerede en del tyske thrillere, der hedder Blut will Blut. Mere besynderligt er dog, hvad den der rotte laver på forsiden af vores bog ...
Abonner på:
Opslag (Atom)