”Nu har jeg én gang for alle fået besvaret et spørgsmål, der ellers var en anelse tvivl om: Om det er muligt at skrive en fuldstændig ærlig kriminalroman af den klassiske type. Det er det ikke. For at få den til at virke, må man forfalske sporene, tidsplanen, tilfældighedernes spil og tage ting for givet, skønt der højst er 50 procents sikkerhed. For at morderen skal være en overraskelse, må man forfalske personernes karakter, hvilket forekommer mig at være det værste, for jeg har sans for karakter. Hvis folk ønsker at spille dette spil, så for mig gerne. Men lad os dog for Guds skyld ikke tale om ’ærlige’ kriminalromaner. De eksisterer ikke.”
- Raymond Chandler: Udvalgte breve, 1990 [1940]
tirsdag den 23. august 2011
fredag den 29. juli 2011
PÅ VEJ TIL HOLLYWOOD
Nu venter de røde løbere og verdensberømmelsen lige om hjørnet. Mindst! Forhandlingerne om filmrettighederne til BLOD VIL HAVE BLOD er nemlig endelig faldet på plads, og Dansk Filmkompagni har fået æren af at forsøge at få en spillefilm eller en tv-serie på benene.
Så måske vil Linnea Kirkegaard (og Peggy-Lee Wu!) en gang ude i fremtiden også optræde på det store lærred. Det kunne i hvert fald blive spændende at se. Nogle gange skuffer filmatiseringer fælt, men der er nu adskillige kriminalromaner, der er blevet til fantastiske film, fra James Ellroy og Stieg Larsson til Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Sidstnævnte er endda et godt eksempel på, at selv kludder i historien ikke behøver at være en hindring.
En vist nok sandfærdig anekdote handler fx om dengang instruktøren Howard Hawks arbejdede med sin filmatisering af Raymond Chandlers første roman om privatdetektiven Philip Marlowe, der blev spillet af Humphrey Bogart. Undervejs gik det op for instruktøren, at der var en uklarhed i manuskriptet. Mordmysteriet gik ikke op, der var en biperson, hvis død aldrig blev forklaret. Hawks sendte straks et telegram til Chandler for at spørge, hvordan plottet egentlig hang sammen. Chandler svarede med det samme: ”No idea!”
Det forhindrede nu ikke filmen The Big Sleep (på dansk: Sternwood-mysteriet) i at blive en film noir-klassiker.
Så måske vil Linnea Kirkegaard (og Peggy-Lee Wu!) en gang ude i fremtiden også optræde på det store lærred. Det kunne i hvert fald blive spændende at se. Nogle gange skuffer filmatiseringer fælt, men der er nu adskillige kriminalromaner, der er blevet til fantastiske film, fra James Ellroy og Stieg Larsson til Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Sidstnævnte er endda et godt eksempel på, at selv kludder i historien ikke behøver at være en hindring.
En vist nok sandfærdig anekdote handler fx om dengang instruktøren Howard Hawks arbejdede med sin filmatisering af Raymond Chandlers første roman om privatdetektiven Philip Marlowe, der blev spillet af Humphrey Bogart. Undervejs gik det op for instruktøren, at der var en uklarhed i manuskriptet. Mordmysteriet gik ikke op, der var en biperson, hvis død aldrig blev forklaret. Hawks sendte straks et telegram til Chandler for at spørge, hvordan plottet egentlig hang sammen. Chandler svarede med det samme: ”No idea!”
Det forhindrede nu ikke filmen The Big Sleep (på dansk: Sternwood-mysteriet) i at blive en film noir-klassiker.
lørdag den 2. juli 2011
SOMMERLÆSNING
Månedens Bog i Gyldendals Krimibogklub er lige for tiden BLOD VIL HAVE BLOD. Så det er altså nu, hvis der skal sikres lidt god ferielæsning, inden turen går til sommerhus- og krimiland. Den kan bestilles lige her til en yderst favorabel pris ...
Det der med krimier, som noget man henslængt i en hængekøje lystlæser hen over sommeren, er en gammel tradition. Selv dengang hvor genren var udskældt og ikke noget pæne mennesker kunne tillade sig at ses med, var der dog én undtagelse: I ferien måtte man gerne læse krimier.
Det der med krimier, som noget man henslængt i en hængekøje lystlæser hen over sommeren, er en gammel tradition. Selv dengang hvor genren var udskældt og ikke noget pæne mennesker kunne tillade sig at ses med, var der dog én undtagelse: I ferien måtte man gerne læse krimier.
Forfatteren Tom Kristensen - ham med Hærværk og såmænd også en lille kriminalroman; Mord i pantomimeteatret - funderede i en kronik i 1935 over netop det besynderlige i, at folk til daglig så ned på genren, men i sommerferien gerne kastede sig over krimierne:
“Det er vel det almindeligste, at man foragter Kriminalromaner og saa pludselig faar fjorten Dage, hvor man i den Grad forfalder til Nydelsen af dem, at man om Natten drømmer om Lig i Korridoren og et Grammofon-Alibi i Køkkenet. Og det er vel det almindeligste, at man derefter taler humoristisk om denne Raptus som om en veloverstaaet hemmelig Last, indtil man atter falder for den.”
Sådan er det heldigvis ikke længere. Men derfor kan man jo godt pakke en krimi eller to i kufferten ...
“Det er vel det almindeligste, at man foragter Kriminalromaner og saa pludselig faar fjorten Dage, hvor man i den Grad forfalder til Nydelsen af dem, at man om Natten drømmer om Lig i Korridoren og et Grammofon-Alibi i Køkkenet. Og det er vel det almindeligste, at man derefter taler humoristisk om denne Raptus som om en veloverstaaet hemmelig Last, indtil man atter falder for den.”
Sådan er det heldigvis ikke længere. Men derfor kan man jo godt pakke en krimi eller to i kufferten ...
fredag den 24. juni 2011
KRIMINALROMANENS METAFYSIK
”Jeg tror ikke, folk kan lide kriminalromaner, fordi der er mord i dem, eller fordi de udtrykker den endelige (intellektuelle, sociale, legale og moralske) ordens triumf over kaos. Men fordi kriminalromanen i dens reneste form er en historie om formodninger.”
- Umberto Eco: Efterskrift til Rosens navn, 1984
- Umberto Eco: Efterskrift til Rosens navn, 1984
torsdag den 9. juni 2011
DAS TEUFELSSPIEL BEGINNT ...
Det lyder nu altså ret cool en gang imellem, tysk ... BLOD VIL HAVE BLOD udkommer først i Tyskland til januar næste år, men de er allerede så småt begyndt at reklamere dernede. "Til fans af Jo Nesbø og Jussi Adler-Olsen," skriver de, og det lyder da ikke helt ved siden af. Vi er heller ikke kede af, at der med store bogstaver annonceres med "TV-werbung zu Prime-Time-Sendezeiten" - hvem vil ikke gerne i tysk tv? Gerne med en eller anden form for skæv synkronisering.
I øvrigt kommer bogen til at hedde Verleumdung, hvad der skulle betyde noget i stil med "bagtalelse". Vi kan nu bedre lide BLOD VIL HAVE BLOD, men tilsyneladende er der allerede en del tyske thrillere, der hedder Blut will Blut. Mere besynderligt er dog, hvad den der rotte laver på forsiden af vores bog ...
søndag den 22. maj 2011
DEN DØENDE DETEKTIV
Herhjemme blev bogen ædt på to dage og gav straks lyst til at genlæse hele forfatterskabet. Vi er stolte af at udkomme på samme forlag …
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er fans. På sin vis begyndte hele vores krimisamarbejde med diskussioner af, hvad det egentlig er, Persson kan i sine romaner. Og han dukker såmænd også op i begyndelsen af BLOD VIL HAVE BLOD. Her optræder en særling af en ældre retsantropolog normalt iført termovest og Rolexur, som selvfølgelig kaldes GW blandt venner.
Læs mere om Leif G.W. Perssons nye roman her. Den markerer en afslutning, men den er måske en udmærket begyndelse for nye læsere. Og ellers kan man starte hvor som helst i forfatterskabet.
Han debuterede med Grisfesten (på dansk med den vidunderlige titel Manden fra Mallorca) i 1978, og her præsenteres hans gennemgående hovedperson Lars Martin Johansson fra Stockholms kriminalpoliti. Romanen har undertitel ”en røverroman”, hvormed noget af den sorte satire, som kendetegner alle Perssons bøger, er antydet.
Derefter fulgte i hurtig rækkefølge Profitörerna (på dansk: Sagen Kataryna) med undertitlen ”en politiroman”, der peger på det dokumentariske islæt og inspirationen fra den amerikanske politiroman. Og endelig kom Samhallsbärarna (på dansk: Samfundets støtter) i 1982 med undertitlen ”en roman om en forbrydelse”, der selvfølgelig henviser til traditionen fra Sjöwall & Wahlöö, som Persson skriver sig ind i.
Og så var forfatterskabet slut. Tre succesfulde og kritikerroste romaner, og herefter kun videnskabelige rapporter om kriminologi fra Persson hånd - indtil 20 år senere, hvor han til alles store overraskelse vendte stærkt tilbage med Palme-trilogien og introduktionen af politimanden Bäckström - et af de største svin, kriminallitteraturen har at byde på, men skildret med øm kærlighed. Leif G.W. Persson i en nødddeskal!
søndag den 8. maj 2011
JORDNÆRE SUPERHELTE
Vi beklager overskriften, men det er altså ikke vores formulering! Op til Krimimessen i Horsens udgav Dagbladet Information en særlig krimiavis, der udelukkende rummer interviews og artikler om krimigenren som den ser ud lige nu. Vi havde besøg af en journalist, og nu er hele avisen endelig lagt ud på nettet. Den kan læses som pdf lige her, og hvis man springer frem til side 32 (brug fx søgefeltet øverst), havner man på interviewet med os.
Vi fortæller dels om BLOD VIL HAVE BLOD og dels om krimien som en bastardgenre. Ikke forstået som et mindreværdigt blandingsprodukt, men i den forstand at krimien kan rumme både realisme og noget som sprænger realismen på én og samme gang. Altså at den samme historie både kan fortælle vigtige historier fra virkeligheden, som måske gør os klogere på sammenhænge og fænomener, men at den også kan rumme karakterer og plots, der overskrider realismens snævre rammer.
Nogle gange kan anmeldere og andet litterært godtfolk få den slags galt i halsen, for hvad er krimien så - er det en alvorlig historie? Er det realisme der vil problematisere samtiden? Eller er det hele bare kulørt underholdning? Enhver rigtig krimilæser ved selvfølgelig, at svarer er: Det hele! Og på én gang!
Læs selv mere i interviewet, der også rummer et fint billede af Karen med en buket tulipaner ...
Vi fortæller dels om BLOD VIL HAVE BLOD og dels om krimien som en bastardgenre. Ikke forstået som et mindreværdigt blandingsprodukt, men i den forstand at krimien kan rumme både realisme og noget som sprænger realismen på én og samme gang. Altså at den samme historie både kan fortælle vigtige historier fra virkeligheden, som måske gør os klogere på sammenhænge og fænomener, men at den også kan rumme karakterer og plots, der overskrider realismens snævre rammer.
Nogle gange kan anmeldere og andet litterært godtfolk få den slags galt i halsen, for hvad er krimien så - er det en alvorlig historie? Er det realisme der vil problematisere samtiden? Eller er det hele bare kulørt underholdning? Enhver rigtig krimilæser ved selvfølgelig, at svarer er: Det hele! Og på én gang!
Læs selv mere i interviewet, der også rummer et fint billede af Karen med en buket tulipaner ...
Abonner på:
Opslag (Atom)